Magtmisbrug og mistrivsel på Skorpeskolen
- Admin
- Sep 30, 2024
- 2 min read
Vores barn har i længere tid gået i en klasse, hvor der har været betydelige trivselsproblemer, som klassens lærer ikke har håndteret tilfredsstillende. Dette har medført en dyb frustration blandt forældregruppen.
Trods gentagne henvendelser til skolens ledelse om de alvorlige forhold, blev vi mødt med modvilje og afvisning. Skoleledelsen indkaldte ganske vist til et forældremøde, men efterfølgende udarbejdede de en handlingsplan uden reel inddragelse af forældrene. Flere af vores forslag, herunder brug af ekstern hjælp til konflikthåndtering, blev kategorisk afvist. I stedet blev det foreslået, at en sundhedsplejerske skulle tage sig af situationen, hvilket vi ikke fandt hverken passende eller tilstrækkeligt i forhold til klassens alvorlige problemer.
Vores forsøg på at skabe dialog og finde løsninger blev ikke blot ignoreret; læreren fortsatte samtidig med at skabe en atmosfære af frygt og utryghed blandt eleverne. Det blev flere gange påtalt overfor ledelsen, men uden resultat. Børnene blev udsat for en vedvarende utryghed i klasselokalet, og læreren opretholdt en autoritær og skræmmende adfærd.
Da vi igen forsøgte at rejse problemet over for ledelsen, ændrede deres tilgang sig markant. I stedet for dialog modtog vi kollektive beskeder fra skolens rektor, der antydede, at vi skulle overveje, om Skorpeskolen var det rette sted for vores barn. Dette blev oplevet som en indirekte trussel, og det er ikke første gang, at denne metode er blevet anvendt. Når vi rejste bekymringer omkring klassens trivsel, blev vi konsekvent mødt med samme budskab: vi burde overveje skolens egnethed for vores barn.
Efter gentagne forsøg på at få ledelsen og skolebestyrelsen til at tage ansvar og handle på klassens problemer, måtte vi til sidst trække vores barn ud af skolen. Vi kunne ikke længere se nogen mulighed for at forbedre situationen, da ledelsen hver gang vendte det blinde øje til både forældrenes bekymringer og elevernes trivsel.
Det er desværre ikke en enestående situation. Inden for de seneste tre år har mindst 10 elever forladt klassen, som vores barn gik i, grundet lignende trivselsproblemer og manglende vilje fra skolens side til at finde løsninger. Dette indikerer et dybtgående problem med ledelsen, hvor der synes at være en kultur præget af social kontrol, trusler og tilsidesættelse af børnenes ret til tryghed og trivsel.
Comments